Er det normalt?

Okay, jeg har i noget tid overvejet om jeg skulle udgive dette indlæg, men jeg har besluttet mig for, at jeg vil være åben omkring alt i forhold til min graviditet. Dette er i håbet om at vi kan dele vores erfaringer med hinanden og ikke gå og have dårlig samvittighed hele tiden, fordi man tror man er den eneste som har det sådan.

Jeg føler at mange emner er tabubelagt under graviditet og hvis man ikke hele tiden er ovenud lykkelig eller taknemmelig, så er man et dårligt menneske som ikke fortjener den gave som graviditet er (læs: mommy police). Ovenstående mener jeg bestemt ikke er sandt, også fordi jeg har oplevet på egen krop hvor mange blandede følelser jeg kan have omkring min graviditet. Jeg ved ikke om jeg er ene om, at have disse følelser, men hvis der bare sidder én som har haft det ligesom mig, så vid at du ikke er alene!

Jeg har følt en del stress, ja nærmest angst efter jeg har fundet ud af at jeg var gravid. SELVFØLGELIG er/var jeg sindssygt glad, men jeg har inderst inde altid haft en forestilling om, at jeg ikke kunne blive gravid. En faglig grund til denne følelse har jeg ikke, men det har jeg bare altid tænkt. Da jeg så fandt ud af, at jeg var gravid blev jeg først glad og tænkte så kort tid efter: ”Så er det vel bare et spørgsmål om tid, før jeg mister barnet via abort”. Netop fordi jeg har været så sikker på, at jeg ikke kunne få børn og kender så mange som er gået igennem ufrivillig aborter osv. Ville jeg aldrig være så ’heldig’ at jeg går igennem en hel graviditet uden uheld.

For at give mig selv lidt ro satte jeg et mål, hvor jeg gav mig frem til nakkefoldsscanningen til at være bange for at miste barnet, og hvis vi fik at vide at barnet var sundt og rask herefter, så skulle jeg begynde at nyde og glæde mig over min graviditet. Alt gik som det skulle til nakkefoldsscanningen og vi lå i den lave risikogruppe, ja der var faktisk ikke en finger at sætte på Peanut.

Jeg troede at det ville give mig den største ro efter nakkefoldsscanningen, men jeg kan mærke at jeg stadig går og er sindssygt bange, for at miste. For at miste en drøm og noget som jeg aldrig troede, var muligt. For at gøre noget forkert så folk kan sige, at det er min skyld. Har allerede fået en del tarvelige kommentarer med, at jeg ikke tager hensyn til barnet fordi jeg træner, løfter osv. Og selvom jeg ved, at dette ikke er tilfældet men, at en god fysisk form vil hjælpe mig i min graviditet, så kan jeg ikke undgå at tage det nært når folk skriver sådanne ting.

Jeg ved ikke om jeg er den eneste, eller om det i virkeligheden er helt normalt, at have disse tanker, og være inderligt bange for at miste. Har du haft lignende frygt ved din graviditet, og hvis ja, hvornår begyndte du så at kunne nyde forløbet hundrede procent?