Movie time

At miste …

Normalt deler jeg ikke mine sorger og svagheder med andre, fordi jeg føler det kommer for tæt på, og gør så forbandet ondt, men i går havde jeg brug for at vise dig, at jeg også har dårlige dage, hvor sorgen tager over.

I går var en rigtig hård en af slagsen! Egentlig startede dagen okay med arbejde osv. Og da jeg kom hjem slog jeg måsen i sofaen for at hygge med serier resten af dagen. Én hændelse i fjernsynet skyllede den værste og mest tomme følelse ind over mig! Jeg blev mindet om min farfar som jeg mistede for snart et år siden til parkinson. Den fucking sygdom!!  Jeg kunne slet ikke styre min krop og brød ud i gråd, og en fuldstændig uvidende kæreste siddende ved siden af, som bare kunne på mig bryde sammen.

Det er det hårdeste vi som mennesker kan blive udsat for; at miste en person vi elsker.

Han var min bedste ven og mit forbillede! Han har altid været min favorit person og på trods af et meget langt sygdoms forløb, så har jeg kunne mærke hans dejlige personlighed og fuldstændig skøre humor hele vejen igennem. På trods af dage hvor han ikke kunne snakke pga. sygdommen så kunne han kigge på mig, og jeg ville vide at han stadig var derinde og lyttede til alt det jeg fortalte ham. Det er så hårdt at tænke på, at jeg aldrig får lov til at kramme ham igen eller fortælle ham om min dag. Han kommer aldrig til at se det hus vi har købt, vores børn (som vi forhåbentlig får en dag) og resten af mit liv, vil han gå glip af.

Selvom at min farfar havde et langt sygdoms forløb og vi ved flere indlæggelser blev forberedt af lægerne på, at han ikke ville overleve, så kæmpede han sig altid igennem og jeg tror ubevidst, at jeg bildte mig selv ind at jeg aldrig ville miste ham. Da hans medicin, mad & vand blev taget fra ham, forberedte vi os alle sammen på, at han nok ikke ville overleve natten og hele familien samledes og aftalte at vi skulle sidde på skift ved hans side, indtil han fik fred. På trods af manglende mad, vand & medicin kæmpede han endnu en uge, og det var så forfærdeligt! For hver dag der gik, blev jeg mere og mere angst for at miste ham, og for at det ville være sidste gang jeg kyssede ham og fortalte ham at jeg elskede ham. Jeg ville gøre alt for igen at holde hans hånd i min, og mærke ham klemme om min hånd. Jeg savner ham så uendeligt meget.

Jeg tror, at miste bliver værre med alderen fordi man virkelig begynder at forstå døden og at man aldrig ser den person igen. Da jeg var yngre og mistede min morfar var det jeg kunne huske for perioden, hvor sønderknust min mor var. Det var så mærkeligt at skulle forholde sig til, at den mand som jeg så flere gange om ugen ikke var der mere, og helt ærligt så tror jeg ikke jeg forstod det! Jeg savnede ham og græd, men jeg forstod ikke at jeg aldrig ville se ham igen.

At miste er noget som man aldrig kommer over, men (som en af mine følgere skrev) lærer man at leve med det. Man lærer at håndtere smerten og savnet, men den forsvinder aldrig helt.

Jeg tror bare ikke at jeg har lært at leve med det endnu, men jeg prøver at glemme så jeg ikke tænker på ham hver dag, for lige nu gør det mig stadig for ked af det til, at jeg kan se tilbage på det hele og kun mindes alt det gode.

 

Til sidst vil jeg lige sige tak. TAK til dig som delte din sorg med mig igår da jeg postede på mystory. Det betyder så meget at du har lyst til at dele den værste periode af dit liv med mig! Jeg sender en masse positive tanker og kram jeres vej.

 

Hvis du vil dele din sorg med nogen, så sidder jeg klar til at lytte. Jeg forstår hvor ondt det gør.

 

Kæmpe kram,

Louise

2 kommentarer

  • Sarah

    Hvor er det dejligt at men ikke er den eneste der går med sådan noget, læste og dette indlæg af Pernille den anden dag og det er virkelig en kæmpe hjælp når i sådan sætter od på hvad jeg også går og føler https://kollisionskys.com/2020/04/21/tak-til-de-ganske-fa/

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Fie

    Jeg læser indimellem din blog, og vil bare lige sige at det klæder dig at vise en anden side, når selv en super-flot pige som dig kan sidde og tude, så må vi andre også godt.
    Og ja, at miste er bare surt, min kæreste kan ikke forstå at min mormor (der døde for 3 år siden) stadig kan give en dårlig dag, men efter en gang snøften ser verden ofte dejlig ud igen 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Movie time