Jeg vejer 80 kg, og hvad så?
Lige så længe jeg kan huske, har en kvindes vægt aldrig været noget man må spørge ind til. Og hvorfor? Hvorfor er det så stor en hemmelighed hvad vi vejer, og er der ét tal som er bedre eller mere acceptabelt end andre?
Da jeg var yngre var det altid tallet på vægten som jeg fokuserede på, og ikke mit spejlbillede. Jeg var overbevist om at når jeg nåede ned under 65 kg, at jeg ville blive lykkelig og glad for min krop. Den største fejl var, at jeg prøvede at bilde mig selv ind, at jeg ville blive mere lykkelig hvis vægten viste mindre. Men hvordan skulle jeg nogensinde kunne blive rigtig glad, når jeg ikke kunne acceptere mit eget spejlbillede?
Det har taget mig mange år, at nå frem til den erkendelse, og forstå at det ikke er tallet på vægten som definerer hvorvidt jeg er lykkelig. I første omgang handler det om at lære og acceptere sin krop, samt forstå at vi alle er unikke og smukke på hver vores måde.
De sociale medier har i stor grad været med til at definere nutidens krops-idealer, og gjort det svært for mange kvinder at acceptere deres krop som den er. På de sociale medier er den slanke, næsten drenge lignende krop idealet, og der må ikke sidde ét gram fedt forkert, dermed ikke sagt at denne krop ikke er helt okay. Den er præcis lige så god som min, din og alle andres! Men jeg synes det er så forkert at der er en bestemt krop eller vægt som er idealet; det perfekte! Jeg synes at det er meget individuelt og forskelligt fra person til person hvad der er smukt, og det er helt okay at vi er forskellige.
For ca. 6 år siden vejede jeg 88 kg og jeg var meget præget af tallet på vægten, og ønskede bare at veje under 65, som var idealet for resten af min omgangskreds. Jeg følte mig tvunget til at skulle tabe mig og endte med at tabe næsten 20 kg i et meget turbulent vægttab. Jeg døjede med konstant dårlig samvittighed og følte, at jeg ødelagde det hele hvis jeg spiste noget slik, eller tog en lidt for stor portion mad.
6 år efter har jeg fået et mere sundt forhold til min vægt og er ikke længere bange for, at fortælle at jeg for længst er kommet over 65 kg! Tallet på vægten er ikke vigtigt for mig, men det betyder alt, at jeg kan se mig i spejlet og tænke, at jeg er god nok.
I dag vejer jeg lige over 80 kg (eller rettere sagt 81,2 kg) og det er helt okay! Jeg er ikke bange for at fortælle om min vægt, og synes helt klart at vi skal være mere åbne omkring vores vægt overfor hinanden, da det også kan hjælpe til at give et mere realistisk billede af, hvad det egentlig kvindelige ideal er.
Jeg har aldrig følt mig mere tilpas i min egen krop end jeg gør nu, og det skyldes til dels, at jeg har lært at acceptere at vi alle er forskellige og smukke på hver vores måde. Det er bestemt ikke vores vægt som definerer hvem vi er som personer!
Jeg håber meget at du har lyst til at give din mening til kende omkring dette emne, og hvis ikke her, så skriv endelig til mig privat.
Jeg vil så gerne at vi sammen kan gøre op med nutidens kvindeidealer, så der er plads til os alle sammen fremadrettet!
Kæmpe krammer,
Louise
Jeg har tabt 65 kilo og vejer som du 81,5 kg. Jeg er 174 og målet har konstant været at komme ned på 75. Jeg har været der kortvarigt, fordi jeg var syg og ikke kunne spise. I dag er jeg så tilpas med mine 80 plus/minus kilo. Jeg er stærkere end nogensinde (eller jeg er lige ude efter en operation) men jeg bliver stærkere og sundere ❤️ Min søster er 5 cm højere end mig og vejer 12 kilo mindre – men helt ærligt så er hun lige så perfekt som jeg, og vi skal kigge på vores egne spejlbilleder fremfor vægten, veninden eller søsteren ❤️